”Den største hindring for at erkende tilværelsens uendelige skønhed og mystik er at tro, at vi allerede ved.”
Citat: Ole Vadum Dahl

En mand fra København var en gang inviteret til jagtselskab hos nogle slægtninge i det vestlige Jylland.
Selvom han i det daglige havde sin gang på stenbroen, skulle det snart vise sig, at han var en meget dygtig jæger. Ja, faktisk var  han så god, at han fik nedlagt mere vildt end resten af jagtselskabet tilsammen.
Til hans store ærgrelse var der imidlertid ikke en eneste af de gæve vestjyder, der tilsyneladende bemærkede hans præstationer, – eller også lod de sig i hvert fald ikke sådan lige imponere.
På et tidspunkt kom vores ven fra København til at skyde en vildand ned ude over vandet. og hvad gør man så? – Jo, når man nu kommer fra hovedstaden, som er først med det sidste nye gear, så har man da en jagthund, som kan gå på vandet. Så Fido traskede ubesværet ud på bølgerne og hentede den nedskudte and.
Men heller ikke der var der en eneste af jyderne, som lod sig mærke med noget, og ingen sagde noget om hændelsen.
Det var mere end københavneren kunne rumme. Han var så frustreret over den manglende anerkendelse, at han besluttede sig for  at pakke sammen og tage hjem til København.
Lige da han skulle til at tage afsted, kom der så alligevel en af de gæve jyder fra jagtselskabet hen til ham og spurgte:
“Hvad er der egentlig galt med din hund; – kan den ikke svømme”?


I stedet for fortløbende at være nysgerrige og undersøgende overfor livet, sådan som det udfolder sig fra øjeblik til øjeblik, forholder vi os ofte til det ved at sætte det ind i en forståelsesramme, vi kender i forvejen.
Vi holder op med at opleve mennesker, situationer og ting som noget nyt og spændende, fordi vi tror vi ved, hvordan det er. Vi propper det ind i gamle begreber og referencer, hvis bare det minder den mindste smule om noget, vi allerede kender.
Det kan måske på kort sigt give os en falsk følelse af sikkerhed, men desværre forsvinder gnisten og magien hurtigt ud af livet på den måde.
Det bliver ligesom at se den samme film igen og igen. Livligheden og sanseligheden forsvinder hurtigt ud af vores liv på den måde.

Måske er det vores eksistentielle behov for at finde tryghed i, at verden er genkendelig, som får os til at tilpasse det nye, så det passer ind i det gamle. Og muligvis er det sindets tilbøjelighed til at generalisere, som får os til at hugge en hæl og klippe en tå, så tingene passer ind i noget, vi allerede synes, vi forstår. Det er naturligt. Sådan fungerer det reaktive lag af sindet nu engang.
Men sommetider kan det være befriende og bevidsthedsudvidende at viske tavlen ren og opleve noget, som om, det var første gang. Det er med til at forstærke vores evne til at leve i nuet og til at have øje for nye dimensioner af det mysterium, som livet er. Albert Einstein skulle en gang have sagt, at ”den som ikke længere kan undres, er så godt som død”. Så jeg vil opfordre dig til at være nysgerrig, enfoldig og undrende i de kommende dage og se, hvordan det faktisk ændrer din livskvalitet.

Kærlige hilsener
Ole Vadum Dahl

Del endelig dette indlæg med alle, der kunne have glæde af at se det.