“Den som er ydmyg, ved det ikke selv”.
Citat: Martin Luther King Junior

Måske kender du historien om de tre munke.

Munkene kommer fra hvert deres munkeorden og har en meget from og beskeden snak om fortrinene ved hvert deres kloster.

Den første munk siger: “I må indrømme, at hvad angår samarittertjeneste og næstekærlighed, er vi nok de førende i mit kloster.”

“Ja, kære bror”, siger den anden munk, “det er fuldstændigt rigtigt, men når det så kommer til sådan noget som teologi og bibelfortolkning, så må I da indrømme, at vi nok har et temmelig højt niveau i mit kloster.”

“Jo, jo, ” siger den tredje munk, “I har hver ret på jeres punkt, men når det kommer til ydmyghed, da er vi altså de bedste i mit kloster.”


Der er stor forskel på en ydmyghed, som udspringer af et åbent hjerte og en uskyldig undren over livets storhed på den ene side, og en ydmyghed der dybest set handler om at styrke sit image ud af til som et godt og beskedent menneske. Den første form for ydmyghed kommer naturligt fra essensen vores værenskerne. Den anden udspringer snarere af et velpoleret spirituelt ego. Mon ikke anekdoten er selvforklarende.

Kærlige hilsner
Ole Vadum Dahl

Del endelig dette indlæg med alle, der kunne have glæde af at se det.