“Ærlighed er ikke at sætte etiketter på andre og sige sin uforbeholdne mening om dem. Ærlighed er åbent og sårbart at udtrykke sine egne følelser og behov på en selvansvarlig måde”.

Citat: Ole Vadum Dahl

For efterhånden mange år siden levede jeg som så mange andre i et parforhold efter parolen: “Jeg elsker dig ubetinget – som du bliver, – når jeg er færdig med at lave dig om”! – Vi havde begge ganske travlt med den parforholds-leg, som hedder ‘find 5 fejl’ og efterfølgende at sætte etiketter på hinanden. Gad vide, hvorfor vi mennesker bliver ved med at lege denne ubehagelige leg, når nu den beviseligt ikke virker men kun fører til sårede følelser, modangreb og større afstand. Hvis vi mærkede lidt bedre efter, inden vi kritiserer hinanden i ærlighedens navn, har vi i virkeligheden ikke lyst til at såre hinanden. Der er i stedet nogle helt legitime behov, som vi drømmer om at få tilfredsstillet, men måske er det for sårbart for os at bede direkte om det, så vi går selvretfærdigt til angreb i stedet.

På et tidspunkt blev det for meget for mig. Det var så tydeligt, at kritikken kun gjorde slemt værre og gav os det stik modsatte af det, vi i virkeligheden længtes efter. Jeg gjorde mit bedste for at tælle til 100 og tale om mine egne følelser og behov i stedet for at kritisere, hvad der dog ikke fik min daværende kæreste til at være mindre ude med riven i forhold til mine fejl og mangler. En dag stoppede jeg hende midt i en byge af kritik og bebrejdelser og mindede hende om, at hun jo selv havde lært på sit selvudviklingskursus, at selvansvarlighed handler om at sige, hvad man selv føler og har brug for, og ikke om at dumpe sit eget psykiske affald på andre. – “Ok”, svarede hun imødekommende. “Jeg føler virkelig, at du er en idiot!! –

 


 

I min barndom hørte jeg ofte de voksne sige: “Hvis ikke du har noget godt at sige, så må du hellere tie stille”. – Ikke fordi de lige selv overholdt den leveregel. I min familie talte man konsekvent i krogene om hinanden i stedet for at få renset luften og udredet misforståelserne. Men jeg har nu alligevel af og til tænkt, at der var noget klogt og godt ved den leveregel, i hvert fald når det gælder holdningerne til andre. Det er min erfaring, at ingen problemer mellem mennesker nogensinde reelt er blevet løst ved at sætte etiketter på andre og sige sin uforbeholdne mening om dem. Hvis vi tænker lidt dybere over det, er det jo heller ikke ærligt. Under trangen til at pege fingre af hinanden, gemmer der sig altid basale behov, måske for at føle os ok, trygge, elskede, værdifulde etc. Tjek selv i dit indre, når trangen til at kritisere eller bebrejde dukker op. Du har i virkeligheden slet ikke lyst til at såre den anden eller få vedkommende til at føle sig som det værste skidt, –  vel? – Handler det derimod ikke netop om, at du ‘bare’ har nogle helt legitime behov for at føle dig ‘rigtig’, værdsat, respekteret, elsket osv? – Prøv at se, hvad der sker, når du ærligt udtrykker dine ønsker og behov direkte uden at pege fingre. Som Buddha så pragmatisk sagde: “Sandheden – er det, der virker”, og åben, selvansvarlig kommunikation om vores egne følelser og behov virker simpelthen bare meget bedre, når det gælder om at løse konflikter og ændre frustrerende situationer til noget mere positivt.

Nu er dette jo nok ikke relevant for netop dig, som læser disse linjer. Du er med garanti for længst ude over den form for misforstået ærlighed :-). Men hvis du kender nogen, som kunne have glæde af at se mit lille skriv, så del det endelig med dem.

 

Mange kærlige hilsner

Ole Vadum Dahl

Del endelig dette indlæg med alle, der kunne have glæde af at se det.