Modulbeskrivelser

Essential Life Practitioner

“Før du kan tænde lys for andre, må du først tænde dit eget”

Essentiel Life Practitioner-forløbet kan enten tages som et afrundet forløb i sig selv, eller det kan være den første obligatoriske del af en egentlig Essential Life mentoruddannelse. Forløbet består af fem forlængede weekendmoduler, der hver især har et særligt fokus på et af de fem ‘opper’ i Ole Vadum Dahls unikke pentagram.

 

Her er Oles egen beskrivelse af forløbet:

 

At vågne op

Modul 1 – tre dage fra fredag kl 15 til søndag kl 16
Det første aspekt af den essentielle livspraksis handler om at ‘at vågne op’.
Her arbejder vi med:
– at vågne op fra de ofte trancelignende sindstilstande vi befinder os i, når vi bliver taget af hverdagens mere eller mindre frivillige roller og reaktioner som f.eks. manglende selvværd, utilstrækkelighedsfølelse, stress, overansvarlighed, selvkritik, perfektionisme osv. og med
– at vågne op til det vi i virkeligheden er, vores egentlige “sande” identitet, som jeg også ofte kalder essensen. Ordet essens kommer ud af den latinske rod “esse”, der betyder “at være”. Og det er lige nøjagtig det vi er bag alle selvbillederne og selvforståelsen, ren frydefuld væren, ren harmonisk bevidsthed.
Når vi ‘vågner op’ dvs. genfinder vores helt enkle væren og begynder at leve der fra, skifter vores liv fuldstændigt karakter, og livskvaliteten vokser enormt.

 

At vokse op

Modul 2 – tre dage fra fredag kl 15 til søndag kl 16
Vi kan stadig vokse som voksne, dvs. videreudvikle vores følelsesmæssige og sociale intelligens, vores livsanskuelser, tillid til livet, evne til at se os selv ærligt og kærligt i øjnene osv.
Hvis ikke vi ‘vokser op,’ og fortsat modnes parallelt med at vi ‘vågner op’, bliver vores personlige udvikling nemt til legaliseret narcissisme i stedet for reel bæredygtig udvikling, og vi risikerer at blive til selvcentrerede spirituelle egoer i stedet for at realisere essensen, vores inderste værenskerne. Derfor er det en vigtig del af den essentielle livspraksis, at vi også fortsat arbejder med at vokse op.

 

 

At rydde op

Modul 3 – tre dage fra fredag kl 15 til søndag kl 16
Når vi begynder at vågne op til, hvem vi i dybeste forstand er bag vores ego-identitet, og vi får adgang til nye og mere vågne måder at erkende livet på, begynder skeletterne typisk at vælte ud af skabet. Dyb meditation og andre transformative processer virker meget ofte som et forstørrelsesglas på det, der måtte være ubevidst og ubearbejdet i psyken. Derfor er det ekstremt vigtigt at rydde op i den psykiske bagage. Så arbejdet med projektioner og skygger er en væsentlig del af den essentielle livspraksis.

 

 

 

At åbne op

Modul 4 – fire dages retreat fra torsdag kl 15 til søndag kl 16
Buddhisterne siger, at udvikling er ligesom en fugl med to vinger. Den ene vinge er bevistheden, den anden er kærligheden. hvis ikke begge vinger er foldet ud, kan fuglen ikke flyve. – Er det ikke smukt?
Sådan er det også med en virkningsfuld essentiel livspraksis. Den må nødvendigvis handle om at åbne hjertet og åbne op overfor hinanden. Det skal ikke forstås i sentimental forstand. Sommetider er det mest kærlige at skære igennem og sætte en sund grænse, men mon ikke de fleste af os kan være  enige i, at verden har brug for mere åbenhed og medfølelse. En essentiel livspraksis er  hverken særlig bæredygtig eller komplet, med mindre den også åbner os op og udvikler vores hjertekapacitet. For mig er kærligheden en uadskillelig del af at leve et helt liv.

Denne forlængede weekend er et internatkursus. Overnatning på flersengsværelser og vegetarisk mad er derfor inkluderet i kursusprisen på dette modul.

 

At lyse op

Modul 5 – tre dage fra fredag kl 15 til søndag kl 16
Sufierne, de arabiske mystikere siger, at der er tre slags mennesker: Det verdslige, det spirituelle og det fuldkomne menneske.
Det verdslige menneske er ubevidst om sin spirituelle natur og fortaber sig derfor i  sine følelser, begær, relationer, konflikter osv. –
Det spirituelle menneske derimod opdager sin essens, men er tilbøjelig til at trække sig fra verden og til ikke at ville beskæftige sig med livets almindelige udfordringer. –
Endelig er der det fuldkomne menneske, som har fundet ind til sit indre lys, men som går ud og deler det med andre. – Igen, er det ikke smukt?
Den essentielle livspraksis handler altså også om, hvordan vi kan stå ved vores lys og berige   og besjæle verden med det. Desværre er mange af os tilbøjelige til at  slukke vores eget lys hvis andre ikke har tændt deres.

 

Essential Life Practitioner-forløbet i praksis

I praksis arbejder vi på alle kursusforløbets fem moduler med de fem opper på både stille og dynamiske måder. Se  illustrationen med  pentagrammet ovenfor.
Vi har fem konkrete tilgange til at vågne, vokse, rydde, åbne og lyse op, nemlig:

 

  • at meditere

Fordybelse og centrering
Den første forudsætning for en  essentiel livspraksis er, at vi finder en måde at meditere på, som reelt hjælper os med at finde ind til vores essens, vores dybeste identitet og værenskerne. Men selv mennesker som allerede har haft positive oplevelser med mindfulness og meditation, holder for langt de flestes vedkommende alligevel før eller siden op med at meditere, fordi de efter et stykke tid ikke længere får tilstrækkeligt ud af det til, at det bliver prioriteret højt nok i hverdagen.
Den essentielle livspraksis vil give dig en så tilpas dyb indsigt i forskellige tilgange til meditation, at du fremefter selv kan udvikle en meditativ praksis, der både er lystbetonet, og  som virkelig fungerer for dig.
Læs mere om at meditere her

 

  • at reflektere

Erkendelse og orientering
Efter at have engageret os i forskellige former for personlig og spirituel udvikling  et stykke tid, savner de fleste af os en rød tråd i alle oplevelserne og indsigterne. Måske er vi forvirrede, eller vi føler at vi er gået lidt i stå. Hvis vi fortsat ønsker at vokse som voksne, får vi derfor på et tidspunkt brug for nogle gode redskaber til at orientere os  i vores udviklingsprocesser.
Den essentielle livspraksis vil give dig en temmelig præcis bevidsthedsmæssig GPS til at navigere i dine egne og andre menneskers udvikling.
Læs mere om at reflektere her

 

  • at praktisere

Øvelse og implementering  
Det gælder både for kurset og for livet som helhed, at vi ikke kan nøjes med at fordybe os meditativt og reflektere over tingene. Vi er nødt til også at omsætte og implementere erkendelser og nye færdigheder i praksis.
Den essentielle livspraksis indeholder en guldgrube af konkrete processer og øvelser til både krop, sind og sjæl, som vi efter kursusmodulerne kan tage med hjem og integrere i hverdagen.
Læs mere om at praktisere her

 

  • at relatere

Forbindelse og spejling 
Det  er vanskeligt reelt at udvikle sig alene. Vi har brug for hinanden til at blive spejlet og til at opdage, at vi ikke er alene om livets udfordringer. Vi kan hjælpe hinanden med både at få øje på de mindre bevidste sider af os, som spænder ben for livskvaliteten, og med at opdage alle de latente potentialer, som omvendt kunne højne livskvaliteten markant.
Med den essentielle livspraksis får du nye måder at relatere  på, som både vil støtte din udvikling og give dig en langt dybere følelse af at være forbundet med andre og høre til i livet.
Læs mere om at relatere her

 

  • at resonere

Tilstedeværelse og svingning
Der er nogle former for indsigt og realisation, som yderst sjældent kommer alene ved at meditere, reflektere, praktisere eller relatere, uanset hvor fin og dyb en tilgang vi måtte have til det. Vores essens, vores dybeste og mest harmoniske værenskerne er uden form eller begreber, og bliver derfor bedst ‘vækket’ på en måde, som forbigår alle ord og mentale mønstre. Det er derfor en del af den essentielle livspraksis, at vi lærer ordløst at ‘svinge med’ på atmosfærer og bevidsthedskvaliteter hos andre, som  får vores egen essens til at vågne.
Læs mere om at resonere her

Del endelig dette indlæg med alle, der kunne have glæde af at se det.