“Tilgivelse er ikke at glemme det, der er sket. Tilgivelse er at slippe bindingen til det der skete og den, der forurettede dig, og give din fulde energi og opmærksomhed til at leve livet helt igen”.
Citat: Ole Vadum Dahl

For mange år siden, da jeg arbejdede som psykoterapeut, havde jeg en dag en kvinde i terapi, som var meget vred og bitter på sine forældre over den måde, hun oplevede, at de havde behandlet hende på som barn. Det gik relativt hurtigt op for mig, at hun faktisk slet ikke var interesseret i at tilgive dem og og slippe sin vrede  og sine sårede følelser i forhold til dem.
Da jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke ville tilgive dem, svarede hun, at de jo så aldrig ville opdage, hvor dårligt de havde behandlet hende, og hvor meget de var skyld i, at hun havde et dårligt liv som voksen.

“Så du holder fast i smerten og bitterheden for at de på et tidspunkt skal opdage, hvor dårligt du har det på grund af dem” spurgte jeg hende.
“På en måde”, svarede hun. “Jeg får jo aldrig genoprejsning, hvis de bare slipper afsted med at have behandlet mig så dårligt og have ødelagt mit liv.. Så er der jo ingen retfærdighed!”.
“Har du aldrig talt med dem om det?”, spurgte jeg .
“Nej”, sagde hun. “Det har jeg ikke, for jeg tror ikke, at de ville være åbne overfor det og overhovedet indrømme de fejl, de har begået”.
“Men kan du ikke se, at du er nødt til at få sluppet fortiden og bitterheden, hvis du skal komme videre og skabe dig et godt liv?”, spurgte jeg hende.
“Jo”, det kan jeg da godt”, sagde hun eftertænksomt, “men hvis jeg holder op med at lide, opdager de jo aldrig, hvad de har gjort.”
“Hvorfor så ikke få en åbenhjertig snak med dem, hvis det er vigtigt for dig, at de ved, hvordan du har oplevet det”, spurgte jeg igen.
“Det kan jeg ikke”, svarede hun.
“Hvorfor ikke!, insisterede jeg.
“Fordi de begge er døde for flere år siden”, svarede hun.


 

Denne mærkværdige emotionelle logik er desværre ikke ualmindelig hos mennesker, der stadig lider lang tid efter en smertefuld oplevelse.
Nogle mennesker tror, at tilgivelsen vil bagatellisere eller legitimere det skete eller den smerte, det har efterladt, men så er der noget omkring tilgivelse, de mangler at opdage! For tilgivelse er at give slip på noget, og ikke at legitimere eller bagatellisere det eller glemme det. Det der skete, er i mange tilfælde stadig ikke noget, vi ønsker os, ville ske igen. Det er ikke min pointe. Det er ikke et frikort til, at andre bare kan behandle os, som det passer dem!

Ikke at tilgive, dvs. at slippe fortiden, er egentlig absurd, fordi fortiden kun eksisterer i historiebøgerne og i vores hukommelse. Fortiden er der ikke længere og er derfor reelt ikke-eksisterende. Når vi bærer nag, stadig er vrede, sårede osv., så skaber vi fortsat lidelsen selv. Den der krænkede os, er der formodentlig ikke længere i vores liv, eller også er krænkelsen holdt op for lang tid siden. Altså er det et erindringsbillede, vi vender vreden mod, og i dybeste forstand er det noget inde i os selv, som er genstand for vores vrede. Bitterhed er en slags selvdestruktiv proces.

Hvis vi oven i købet tror, at den anden gjorde os ondt med vilje og ønskede at ramme os, gør vi vedkommende den tjeneste selv at fortsætte krænkelsen. Det er i så tilfælde lykkedes den anden at få os til at torturere os selv i årevis med erindringerne. Set i det lys ville den største oprejsning være, at vi holder op med at martre os selv og slipper fortiden.

Livet foregår nu en gang her og nu! Når vi hviler ind i vores dybeste natur, vores essens, træder vi i bogstaveligste forstand ud af tidens illusion. Vi ser, at både fortid og fremtid er mentale konstruktioner, og at den største del af lidelsen i vores liv er skabt af vores erindringer og negative forestillinger. Når vi er lige her og nu med sanserne åbne og mærker vores dybeste væsen gennem hjertet, genopdager vi det magiske, det skønne og det kærlige i eksistensen, og vi begynder at forholde os mere direkte til livet og dets udfordringer her og nu. Vi tager bedre beslutninger og lader ikke længere andre drive rovdrift på os. Dermed sætter vi os ikke længere i de samme situationer, som senere måtte kræve tilgivelse. Dermed træder vi aktivt ud af offerrollen og holder op med at give den anden rollen som den, der har magten over vores liv og trivsel.
Læs evt. mere om tilgivelse i min bog ‘At vokse sammen – Udvikling og selvudvikling i parforholdet’, Borgen 2006.

Hav en vidunderlig dag i nuet.

Mange kærlige hilsner
Ole Vadum Dahl

PS. Forudsætningen for at kunne leve mere intenst i nuet er, at vi rydder op i vores indre. I den essentielle livspraksis handler det om at ‘vokse op’ og modnes som mennesker, at ‘vågne op’ til vores essentielle værenskerne i nuet, at ‘åbne op’ i forhold til hinanden og livets mystik, at ‘lyse’ op med hver vores unikke kald og at ‘rydde op’ i de skeletter, som har samlet sig i skabene. Tilgivelsen er en vigtig del af dette.
Se mere på https://vadumdahl.dk/kurser/modulbeskrivelser/

Del endelig dette indlæg med alle, der kunne have glæde af at se det.