Godnathistorier for voksne 1
I det gamle Kina var der en gang en meget fattig bonde, som levede alene med sin store søn. Bonden var så fattig, at han havde svært ved at brødføde sig selv og hans søn, selv om de begge arbejdede hårdt fra tidlig morgen til sen aften. Det eneste bonden havde af værdi var to prægtige vilde heste, som han på et tidspunkt havde været så heldig at indfange.
Bondens naboer sagde til ham, at det var tosset at beholde hestene, når han kunne sælge dem for gode penge og få råd til både nye nyttige redskaber til landbruget og tøj til ham selv og sønnen. “Måske, hvem ved”, sagde bonden.
En morgen da bonden kom ud til hestefolden, var hestene brudt gennem indhegningen og var løbet væk.
“Sikke noget skidt”, sagde bondens naboer. “Du skulle have solgt de heste i tide. Nu har du ikke længere mulighed for at tjene penge på dem”.
“Måske, hvem ved”, sagde bonden.
Et par dage senere dukkede hestene pludselig op igen. og ikke alene var de vendt tilbage. De havde tiltrukket sig en flok andre meget fine heste, som bonden og hans søn nu indfangede. Så nu havde bonden ikke bare to prægtige heste men en hel flok.
“Hvor er det godt, at du ikke solgte hestene. Så var de ikke løbet væk og kommet tilbage med endnu flere heste til dig”, sagde naboerne. “Hvor er det dog godt”.
“Måske, hvem ved”, sagde bonden.
Bondens søn gik nu i gang med at ride de nye heste til men blev smidt af en af hestene og brækkede begge arme og et ben. Nu kunne han ikke længere hjælpe sin far med at dyrke landbruget, hvor hans hjælp var virkelig påkrævet.
“Sikke noget skidt”, sagde bondens naboer. “Nu er du i en meget værre situation end før. Hvor er det skrækkeligt”
“Måske, hvem ved”, sagde bonden.
Kort tid efter kom landet i krig, og alle de unge mænd på egnen blev indkaldt til millitæret. Men fordi bondens søn havde brækket begge arme og et ben, kunne han selvfølgelig ikke bruges som soldat, og han fik lov til at blive hjemme.
“Hvor var det dog godt, at din søn faldt af hesten og brækkede arme og ben. Han er måske ikke længere til så god hjælp for dig, men han er dog i sikkerhed og risikerer ikke at dø i krigen”, sagde bondens naboer. “Hvor er du heldig”.
“Måske, hvem ved”, sagde bonden.
Og sådan kunne historien fortsætte.
—
Kender du det? Konkluderer du også hurtigt, om en situation er god eller dårlig, heldig eller uheldig, positiv eller negativ? – Ryger dit humør lige så hurtigt op eller ned, afhængigt af, hvordan du lige oplever situationen her og nu? – Hvis ja, kan jeg da sige velkommen i klubben! – Det er en del af den måde, vores almindelige jeg-bevidsthed fungerer på.
Mit liv har dog lært mig, at hvis jeg – især i de udfordrende situationer – hæver mig lidt op i helikopter-perspektivet, så kan min opfattelse af situationen godt ændre sig en del.
Det er min erfaring, at hvis vi finder ind til vores inderste kerne, – der hvor vi er mest i balance og allermest centrerede, reagerer vi for det første ikke så emotionelt på livets udfordringer. For det andet vil vi kunne mærke, at der er noget helt grundlæggende godt og kærligt intelligent, som guider os gennem livet, også selv om vi ikke selv er bevidste om det. Igen, det er min erfaring, at selv udfordringerne byder på masser af muligheder for læring og udvikling, hvis vi griber chancen og er nysgerrige på, hvilke skjulte muligheder, der ligger i de fleste situationer i livet. I bakspejlet kan jeg sagtens se, at især mit livs største kriser også har været de største chancer, som jeg heldigvis har grebet og fået noget godt ud af. – Eller ‘måske – hvem ved!’ – Under alle omstændigheder er mit liv grundlæggende blevet bedre og bedre i takt med, at jeg netop har fundet mere og mere ind i min essentielle kerne og dermed været i stand til at være mere åben overfor mulighederne i de svære livssituationer.
mange kærlige hilsner
Ole (Lukøje) Vadum Dahl
PS. En af mine gode venner kaldte mig ofte Ole Lukøje, fordi jeg ikke kan se. Det må vi jo hellere få noget godt ud af. – Hvis du mener, at andre kan have glæde af disse små anekdoter, så del endelig.