Godnathistorier for voksne 2
En psykiater havde engang udviklet den psykologiske teori, at hvis hans patienter drømte om fisk i deres natlige drømme, så havde hans geniale behandlingsmetode virket efter hensigten, og patienten var tæt på at være “rask” igen.
Det var endnu en gang blevet tid til en patientsamtale, og psykiateren lagde ud: “nå, hvad mon vi så har drømt i nat?” –
Patient: “Det synes jeg ikke rigtigt, at jeg kan huske.”
Psykiater: “Har vi mon drømt om fisk i nat?”
Patient: “næ, jeg tror faktisk jeg drømte, at jeg var tilbage i min barndomsby.”
Psykiater: “Hmm, ligger din barndomsby ved havet?”
Patient: Nej, den ligger midt inde i landet.”
Psykiater: “Er der en sø eller å ved din barndomsby?”
Patient: Nej, det er der ikke.”
Psykiater: Hmm, kan du huske, om der var en fiskehandler i din barndomsby?”
Patient: “Ikke det jeg kan huske”.
Psykiater – nu lettere frustreret: “Hvad med restauranter i din by. Kan du huske nogen?”
Patient: Ja, der lå vist en restaurant i hovedgaden.”
Psykiater: Hmm, serverede de mon fisk?”
Patient: Tja, det gjorde de måske.”
Psykiater: Aha! Fisk i drømmene!”
——
Forsøger du også sommetider at få virkeligheden til at passe ind i dine eksisterende forestillinger og overbevisninger? – Begrænser du sommetider dig selv ved at se din aktuelle situation gennem et ‘gammelt filter’? –
ER det sket, at du uforvarende har medvirket til polarisering og konflikt, fordi du har insisteret på din egen opfattelse af virkeligheden på bekostning af andres? –
Er du på noget tidspunkt kommet til at skubbe mennesker væk fra dig, fordi du i bedrevidenhed har forsøgt at trække en bestemt teori eller et bestemt narrativ ned over hovedet på dem? –
Nej vel?! – men måske kender du nogen, som har det med at lede efter ‘fisk i drømmene’. 🙂
Problemet er ikke så meget, at vi hver især har forskellige virkelighedsopfattelser, som vi forsøger at forstå vores aktuelle situation ud fra. – Sådan fungerer det menneskelige sind nu en gang. Så længe der er bare to personer på kloden, vil der også være forskellige opfattelser af, hvad der foregår.
Det egentlige problem opstår, når vi er så identificerede med vores egen opfattelse, at vi forsøger at trække andre ind i den og samtidigt nedgør og kritiserer andre for at have deres version af virkeligheden. Det skaber afstand, konflikt og sårede følelser hos alle parter. – Se bare på, hvor betændt situationen er på de sociale medier – ikke mindst her under corona-krisen! – Det ser ud som om, at de fleste har grupperet sig i uforsonlige grupperinger, der hver især har forskanset sig bag et bestemt narrativ og konsekvent møder andre og deres holdninger med fordomme og en total mangel på nysgerrighed. – Åbenhed og interesse er erstattet med udskamning, foragt og sønderlemmende kritik, der ikke går efter bolden men målrettet efter manden. – Hvor er det sørgerligt!
Det ser ud til, at vi slet ikke ser bag facaden men så at sige ‘skuer hunden på hårene’. – Dermed glemmer vi at se mennesket bag meningerne, og dermed risikerer vi selv at miste vores menneskelighed.
Lad os lige finde ind i det allermest velmenende sted inde i os igen. Lad os praktisere det, en vietnamesisk zen-munk en gang har kaldt for ‘deep looking’ og ‘deep listening’. Hvis vi i det mindste forsøger at huske på, at hverken vi selv eller andre ER vores meninger. Vi er så meget mere end det, vi tror på eller mener. Hvis vi finder ind til vores inderste kerne, vores allermest velmenende sted i hjertet, (helt usentimentalt og jysk) – så bliver vi også i stand til at mærke andres menneskelighed og velmenenhed. herfra kan vi acceptere hinandens divergerende virkelighedsopfattelser, vi kan være nysgerrige, interesserede og tage en sober diskusion.
mange kærlige hilsner
Ole (Lukøje) Vadum Dahl
PS. Del endelig denne lille historie med andre, som kunne have glæde af den.
Tak.
PS: PS: En gammel ven kaldte mig konsekvent for Ole Lukøje, fordi jeg ikke kan se, – og det er jo bare en kendsgerning, – i hvert fald hvad angår de to af øjnene.