Godnathistorier for voksne 5

I forbindelse med at Louise havde skrevet speciale på medicinstudiet, havde hun fået lov til at låne et skelet på det lokale hospital. Nu hvor specialet var afleveret, var det så blevet tid til at levere skelettet tilbage.
Der var dog ikke meget plads i Louises lille Fiat 500, så den eneste måde hun kunne få fragtet skelettet på, var ved at sætte det på sædet ved siden af sig selv på turen til hospitalet.

Det vakte naturligvis en del opmærksomhed, da den unge kvinde kom kørende gennem byen med et skelet på passagersædet. Da Louise på et tidspunkt måtte stoppe for rødt, kiggede manden i bilen ved siden af måbende over mod Louise og hendes usædvanlige passager og gjorde tegn til, at de begge skulle rulle vinduet ned. Inden manden nåede at sige noget, skyndte Louise sig lige at forklare, at hun var på vej til at aflevere sin passager på det nærmeste hospital.
Manden kiggede eftertænksomt på Louise og sagde så roligt og medfølende: “jeg er ked af sige det, men jeg tror altså, at det er for sent”!

Kender du det – at du og en anden oplever den samme situation fuldstændig forskelligt?
Eller har du oplevet, at det du gjorde, blev mistolket og misforstået, fordi det overfladisk betragtet måske så ud af noget andet, end det var?
Har du selv oplevet at reagere følelsesmæssigt på andre, fordi du ikke havde nået at tjekke deres intentioner eller dybere bevæggrunde ud?

I mit arbejde med mennesker gennem fire årtier har jeg været meget optaget af, hvor ofte vi misforstår hinanden som mennesker og dermed reagerer uhensigtsmæssigt på et fejlagtigt grundlag. I mange af de metoder jeg har udviklet gennem årene, har mine kursister og klienter fået mulighed for at opdage, at der kan være overordentlig stor forskel på, hvad vi umiddelbart sanser helt konkret her og nu gennem vores fem sanser, og det vi efterfølgende tolker. Der er med andre ord typisk en væsentlig forskel på sansning og tolkning og dermed også på sansning og synsning.
Det kan have en meget  negativ indflydelse på vores kommunikation og dermed også på vores relationer, når vi reagerer på vores tolkninger af andre i stedet for at være til stede i vores sanser og dobbelttjekke vores opfattelse af situationen, før vi reagerer.

Så hvis jeg må komme med et lille forslag der kan have en stor virkning, så lav et eksperiment ud af at tjekke dine tolkninger de kommende dage, hvis du kan mærke, at du reagerer negativt på andre. – Der skulle være rig lejlighed til at afprøve dig selv og din evne til at forblive centreret, hvis du bare bruger en smule tid på de sociale medier. – Her er der tilsyneladende ikke mange, som interesserer sig for, hvilke dybere bevæggrunde og behov der ligger bag bestemte andre menneskers opslag, – især hvis de mener noget andet end en selv.

Så tjek lige dine tolkninger og giv dig selv oplevelsen af, hvor meget mere fri og empatisk du vil føle dig som en konsekvens af det.

Hvis du synes det er svært, er du velkommen til at kigge nærmere på nogle af mine kursusaktiviteter eller events.
På det 14 ugers online mentorforløb er arbejdet med kommunikation og relationer blandt meget andet livsfremmende et vigtigt element af læringen og udviklingen.

mange kærlige hilsner

Ole (Lukøje) Vadum Dahl

PS. Del endelig denne lille godnathistorie med alle, som kunne finde inspiration i at læse den, eller som i det mindste kunne bruge lidt motion til smilebåndene. – Tak.

PS. PS: Ole Lukøje er et kælenavn, jeg fik for mange år siden af en god ven, fordi jeg ikke kan se – altså i hvert fald ikke på to af øjnene.