Godnathistorier for voksne 6

På en café i en lille italiensk by kommer den gode Fader Francis til at sidde overfor en ung mor med sit lille barn på skødet. Da den unge kvinde sidder og græder, iler Fader Francis over for at hjælpe.”Jamen hvad er der dog i vejen, Seniora?” spørger han deltagende.

“Jo fader” – svarer den unge kvinde hulkende, mens hun ser på sit barn, “alle folk siger, at min lille skat her er så grim.”

“Såh, såh,” svarer fader Francis medfølende. “Det skal De slet ikke tage Dem af, Seniora. Slap De nu bare af, så skal jeg hente en kop kaffe til Dem og en banan til Deres abe.”

Hvis ikke vi er ordenligt til stede i vores 5 sanser, kan det meget hurtigt gå ud over situationsfornemmelsen. Når vi er godt ‘groundede’ i kroppen, er vi langt mere nærværende og undgår dermed at ende op som den famøse elefant i glasbutikken.

Selv når vi har verdens bedste intentioner og stor medfølelse med andre, risikerer vi at gøre ondt værre og måske endda at komme til at såre andre, hvis ikke hjerteligheden og de høje idealer hviler på et godt fundament.
Med andre ord kræver det både jordforbindelse og et et omsorgsfuldt hjerte, hvis vi virkelig ønsker at være til hjælp for andre. – I den klassiske yoga ville man sige, at vi skal have en god balance mellem rod-chakraet (jordforbindelsens og sansernes energicenter) og hjerte-chakraet (kærlighedens og omsorgens energicenter).

Mange mennesker med spirituelle idealer og interesser har det med  at lette lidt fra jordoverfladen og kommer dermed til at befinde sig i en alternativ sindstilstand, som ganske vidst kan være meget behagelig men ofte uden den større fornemmelse for, hvad der foregår lige for næsen af dem. – Jeg plejer at sige det på den måde, at vores spiritualitet skal have ben at gå på. Hvis ikke vi er intenst til stede i kroppen, bliver vores spiritualitet let drømmende, trance-agtig og illusorisk. Vi kommer nemt til at bedrage os selv. Når jordforbindelsen der imod er på plads, så vi ‘har hovedet i himmelen og fødderne på jorden’, får vores spiritualitet en kvalitet af vågenhed, nærvær og reel omsorg.

Det er derfor, det er så vigtigt at have kroppen og jordforbindelsen med, hvis vi er seriøst involveret i spirituel udvikling. Spiritualitet har i sin essens ikke så meget med  kulørte ‘alternative’ oplevelser, store følelser og vidtløftige ideer at gøre. Det er alt sammen meget fint, men det er mere ‘drømme’ om eller symboler for spiritualitet. For mig er ægte spiritualitet ensbetydende med at være intenst til stede i en helt enkel, ekstraordinært vågen, klar og kærlig oplevelse af ‘bare at være’ – uden ord og uden en masse begreber og ideer. – Det kræver så, at vi er godt forankret i kroppen og har  en god og solid jordforbindelse.

Derfor har vi på de første to uger af mit online mentorforløb et særligt  fokus på arbejdet med grounding, så vi har et goddt og stabilt fundament at arbejde videre ud fra. Jeg vil  her give en lang række enkle men kraftfulde øvelser til netop at komme mere til stede i kroppen og få styrket jordforbindelsen både kropsligt, mentalt, socialt og spirituelt.

mange kærlige hilsner

Ole (Lukøje) Vadum Dahl