“Det i dig selv du ikke erkender, vil kaste sin skygge på venner og fjender”
Ole Vadum Dahl

Det menneskelige sind fungerer på den måde, at vi identificerer os med bestemte sider af vores personlighed og fornægter andre sider. Vi vil typisk helst forstå os selv som kærlige og ikke som ukærlige, som uselviske og ikke som egoistiske, som retfærdige og ikke som uretfærdige, som dybe og ikke som overfladiske osv. osv. Vores almindelige jeg-bevidsthed definerer og forstår i vid udstrækning os selv gennem sammenligninger med andre og ved at tænke i modsætninger. – Og alle de tilbøjeligheder og egenskaber hos os selv, som vi ikke ønsker at identificere os med, bliver på et ubevidst plan rundhåndet tildelt andre mennesker. “Sådan er jeg ikke”, tænker vi mere eller mindre ubevidst.

På den måde kommer andre mennesker til at udleve de sider af os selv, som henligger i ‘skygge’ i vores egen psyke. Der er mange grunde til at få bevidstgjort og integreret skyggesiderne. Her er bare to af dem:

For det første binder og hæmmer vi vores fysiske og psykiske energi, når vi fortrænger bestemte sider af os selv. I overført betydning træder vi på speederen og på bremsen samtidigt, og det hæmmer livsenergien og skaber indre spænding og konflikt. Så vi frisætter altså en masse god livsenergi, når vi står ved både de ønskelige og mindre ønskelige sider af vores personlighed. Hvis vi vil have ‘lys i lampen’, skal der være godt med strøm på batteriet. – Og vi behøver på ingen måde at udleve de ‘negative’ sider af vores personlighed, bare fordi vi har erkendt dem. Tvært imod kan vi respondere meget mere modent og konstruktivt, når vi tager ansvar for både ‘forsiden’ og ‘bagsiden’ af os selv.

For det andet skaber det afstand, mistillid og konflikt i forhold til andre mennesker, når vi tillægger dem de sider af os selv, som vi ikke bryder os om. Når vi integrerer og tager ejerskab til de ellers fortrængte eller fornægtede sider, opdager vi, at alle mennesker inklusive os selv indeholder både gode og mindre gode sider, og det skaber en oplevelse af fælles menneskelighed og mere tolerance og empati.

Det er helt afgørende at få kastet lys på skyggen og få taget de ellers fornægtede sider til os, hvis vi reelt vil udvikle os personligt og spirituelt. Ellers bliver udviklingen en illusion. Mange mennesker bruger desværre meditation, mindfulness og spirituelle teknikker til at lave noget, som på engelsk kaldes for ‘spiritual bypassing’. Dvs. at den meditative ro og den positive tænkning bruges som en ubevidst fortrængningsproces.
Reel psykospirituel udvikling som faktisk transformerer os og vores livskvalitet til det markant bedre, kræver, at vi rydder op i alt det, der henligger i skygge.

Det er derfor, at det er et af fem vigtige aspekter af min essentielle livspraksis, at vi ikke kun vågner op, åbner op, vokser op og lyser op, men at vi også fortløbende rydder op i vores liv og psyke.

Mange kærlige hilsner
Ole Vadum Dahl

PS. Jeg har bemærket, at de fleste mere modne mennesker sagtens kan genkende denne mekanisme i deres eget sind og derfor er villige til at kaste sig ud i en omgang ‘oprydning’ til glæde for både dem selv og deres omgivelser. Så på mine kursus- og uddannelsesforløb bliver der i den grad ryddet op og integreret skygger i stor stil med rigtig meget mere livskvalitet og meget bedre relationer til følge.

Det er der også i høj grad brug for. Se lige, hvad der foregår i det offentlige rum og ikke mindst på de sociale medier. Her bliver der i den grad peget fingre, udskammet og svinet til. Med andre ord bliver der skygget vildt og inderligt på alt og alle, der har en anden mening end en selv – ikke mindst omkring corona, restriktioner, indskrænkelse af borgerrettigheder osv. – En ting vi kan være 100% sikre på er, at når vi bliver meget vrede, emotionelle og samtidigt går efter manden og ikke bolden, så er der tale om, at vi ikke ser skyggen i os selv. Vi tildeler rundhåndet dem vi er uenige med, alle de negative karaktertræk og tenderer til sort-hvid tænkning. – Det skaber bare konflikt og ender op i en udemokratisk situation, hvor flertallet er bange for at ytre deres mening på grund af frygt for tilsvining og udskamning. Den seneste måling jeg hørte om for få dage siden var, at mere end 65% afstår fra at ytre deres mening på de sociale medier på grund af vrede personangreb. – Så hey til alle jer, der skruppelløst sviner andre til derude i cyberspace. – Få lige fat i børnelærdommen og lær at tælle til 100 igen! – Og kig så lige lidt ind i jer selv. Det er åbenbart tid til at få ryddet lidt op i det indre. –  –
Det betyder ikke, at vi skal afstå fra at forholde os konstruktivt kritisk til ting, som ikke føles rigtige og retfærdige. – Der er brug for sund skepsis og selvstændig tænkning på den ene side og empati og hensyn til de sårbare på den anden. – Men når tonen bliver unødvendig skinger, og modne meningstilkendegivelser bliver erstattet med personangreb og udskamning, så kan vi være sikre på, at der er tale om, at ‘skyggen danser’.

PS. PS. Se mere om mit online mentorforløb på https://idacademy.dk/mentorforloebet