Da jeg var 7 år gammel, var jeg for første gang på bilferie til Italien sammen med mine forældre og min tvillingesøster. En varm sommerdag kl. 7 om morgenen tog vi afsted i familiens lille hvide Morris Mascot med det gule telt uden bund og den øvrige oppakning solidt fastspændt på taget af bilen.
Det er en lang tur fra Kolding til Gardasøen i en meget lille bil uden klimaanlæg – ikke mindst for en 7-årig. Det var mange år før IPads, Nintendo spillekonsoller eller andre former for tidsfordriv, så ordene “hvornår er vi der?” nåede da også at falde rigtig mange gange de første timer af turen.
Men på et tidspunkt, hvor målet alligevel forekom så uendeligt langt ude i fremtiden, gav jeg op og begyndte at lægge mærke til det fascinerende og evigt skiftende landskab, vi bevægede os igennem. Det var nærmest magisk at se omgivelserne ændre sig fra det, jeg var vant til, jo længere vi kom ned gennem Tyskland og Østrig. Især da vi kørte gennem de østrigske alper, forsvandt tiden fuldstændigt, og jeg begyndte at forstå, hvad ordet “bjergtaget” betyder. Og jo mere at tiden forsvandt, åbenbarede der sig en følelse af storhed, skønhed, mening og sammenhæng, som jeg først mange år senere forstod.
Senere især da jeg blev voksen, begyndte jeg – ligesom stort set alle andre – at leve mere kronisk i fremtiden i stedet for at leve her og nu, hvor livets storhed og skønhed konstant åbenbarer sig for os, hvis vi da ellers virkelig er psykisk til stede.
De fleste af os lever i overført betydning i en tilstand af “hvornår er vi der?” Og faktisk kan vi også gøre vores meditation, personlige og spirituelle udvikling, vores mindfulness-træning eller andre former for selvudvikling til et “hvornår er vi der”-projekt. Vi kommer på den måde til konstant at skubbe skatten ud for enden af regnbuen. “Tomorrow never comes”!
Både fremtid og fortid er mentale konstruktioner i sindet, og så længe vi ubevidst er indlejrede i fremtid og fortid, går vi glip af den ufattelige glæde, frihed, mening og kærlighed, som konstant flyder ud af vores essens, vores inderste oprindelige bevidsthedsmæssige kerne. Vi kan – ifølge min egen erfaring – kun finde ind i vores indre skatkammer, når vi stopper op, træder ud af tiden og læner os ind i vores essens, ind i det, vi dybest set er. Og herfra er der så uendeligt meget overskud, vi kan dele med hinanden.
Hvis du gerne vil have en erfaringsbaseret sparring til, hvordan du stopper op og træder ud af tiden, og hvis jeg må have lov til at guide dig lidt dybere ind i din essens, så starter jeg endnu et hold af mit 24 ugers online kursus- og mentorforløb den 5. oktober. – Kom og vær med.
Læs om forløbet her: https://idacademy.dk/mentorforloebet/
Og hvis du gerne vil vide lidt mere om, hvad det er for en tilgang, jeg har til mit kursus- og mentorforløb, så har du en mulighed for at få en lille smagsprøve tirsdag den 14 september kl. 19.30-20.30, hvor jeg afholder et webinar via Zoom med titlen ‘Kom ud af form – og bliv åndeligt fit’.
Her vil jeg gerne fortælle og give lidt praktisk guidning, der handler om , hvordan vi bryder ud af vanetænkning, uhensigtsmæssige adfærdsmønstre og andre psykiske ‘former’ og dermed har mulighed for at åbne og vågne op til dybe, meningsfulde, empatiske og glædesfyldte lag af vores egen bevidsthed og efterfølgende integrere dem i vores almindelige travle hverdag.
Kom og vær med. Det koster ikke noget at deltage i webinaret.
Mange kærlige hilsner
Ole
