Det teoretiske fundament

ID Trivsels- og Psykoterapeutuddannelsen
Pris på ID Psykoterapeutuddannelsen

ID Psykoterapi eller ID-terapi, som vi også bare ofte kalder vores særlige tilgang til terapi er blevet udviklet og videreudviklet gennem de sidste tre årtier, og fortsætter med at udvikle sig i takt med både vores kliniske erfaringer og med indsigterne fra den nyeste psykoterapeutiske forskning.

ID-tilgangen er grundlagt og løbende videreudviklet af psykoterapeut, coach, mentor, forfatter og underviser Ole Vadum Dahl og er et unikt koncept i egen ret, der dog selvfølgelig står på skuldrende af række pionerer indenfor psykologi, psykoterapi, coaching, meditation og selvudvikling. Du kan her læse mere om både det unikke ID-koncept og vores teoretiske, metodiske og værdimæssige rødder.

 

Derfor hedder det ID psykoterapi

Der er to betydninger af “ID”:

ID – Identitetsorienteret

Den første betydning af ID er, at ID Psykoterapi er identitetsorienteret, dvs. at menneskers selvfølelse og oplevelse af identitet spiller en afgørende rolle både for vores forståelse af psykiske, sociale og eksistentielle problemer og for vores praktiske terapeutiske interventioner.

Vi kunne sige, at ID-terapi ud fra et humanistisk psykologisk perspektiv overordnet handler om at opdage og udfolde det dybeste potentiale i forhold til vores identitet og selvfølelse – spændende fra selvtillid, selvværd, selvrespekt og selvaccept til selvværen og selvtranscendens.

Det er vores erfaring, at at uanset hvilke indsigter, nye kompetencer, færdigheder og positive menneskelige egenskaber vi får fremelsket, eller hvor meget vi får ryddet op i fortiden gennem psykoterapi, vil vi i løbet af relativ kort tid helt eller delvist falde tilbage til gamle mønstre, hvis selvfølelsen, dvs. den dybere oplevelse af identitet ikke samtidigt udvikler sig og følger trop.

ID – Integral og Dynamisk

Den anden betydning af ID er, at vores terapeutiske tilgang er “Integral” (I) og “Dynamisk” (D). Integral betyder hel og komplet, mens dynamisk her står for kraftfuld og bevægelig. Det dynamiske aspekt betyder også at vi altid møder mennesker i øjenhøjde og tilpasser tilgangen til den enkeltes personlighed, modenhed, livsfase, temperament, udviklingsmuligheder og potentialer. Det er bl.a. muligt fordi vi står på et integralt meta-teoretisk fundament.

ID Psykoterapeutuddannelsen er altså en integral uddannelse, og dermed tilhører den en specifik overordnet terapeutisk retning:

  • Integral psykoterapi er en betegnelse for en moderne videnskabeligt baseret holistisk tilgang til praktisk psykologi og psykoterapi.
  • Integral psykoterapi er baseret på en kombination af traditionel og transpersonlig psykoterapi med solide rødder i de anerkendte psykologiske traditioner og i nyere forskning indenfor bevidsthed og transpersonlig psykologi.
  • Integral psykoterapi inkluderer forskellige psykologiske og transpersonlige teorier og psykoterapeutiske metoder og sætter dem ind i en overordnet helhedsorienteret forståelsesramme eller integral meta-teori.

Hvad er integral psykoterapi i praksis?

Helt kort opsummeret er der fem overordnede aspekter af integral psykologi og psykoterapi, der samtidig er kriterierne for om en terapeutisk tilgang er integral, defineret af filosof og integral pioner Ken Wilber (2000). En integral terapeutisk tilgang inkluderer og arbejder i praksis med:

5 aspekter

1. Perspektiver
Dvs. at udvide klientens perspektiver på sig selv, på andre og på verden. Wilber definerer her perspektiver som 1., 2. og 3. personsperspektiv.

2. Stadier og niveauer
Dvs. at hjælpe klienten med at udvikle sig og modnes som menneske, så terapien ikke udelukkende reparerer på klientens aktuelle liv, men også styrker klientens evne til selv at håndtere og løse sine psykiske, sociale og eksistentielle udfordringer fremefter.

3. Udviklingsområder
Dvs. at inddrage forskellige livs- og udviklingsområder i terapien, så klientens oplevelse af helhed, sammenhæng og integritet styrkes gennem terapiforløbet.

4. Tilstande
Dvs. at arbejde med klientens skiftende sindstilstande og varierende grader af nærvær og vågenhed med henblik på at hjælpe klienten med bedre at kunne rumme sine følelser, regulere sig selv og sin adfærd, og på den måde forøge evnen til at tage mere bevidste valg og indgå i relationer med mere empati og nærvær.

5. Typer
Dvs. at kunne forstå og hjælpe en klient bedst muligt ved at være i stand til at genkende og tage højde for bestemte typologiske træk, der bl.a. både kan have en betydning for klientens måde at tackle sit liv og sine udfordringer på, for terapeut-klient-relationen og for klientens måde at indgå i terapien på.

Den integrale tilgang inkluderer også, at gå bagved forskellige psykologiske og terapeutiske retningers teori og metodik, og forstå de grundlæggende forandringsprincipper for udvikling, der både samler og adskiller forskellige tilgange. I stedet for blot at kombinere teknikker fra flere terapimetoder, der er den klassiske integrative tilgang, går en integral tilgang under motorhjelmen og integrerer de bagvedliggende forandringsprocesser og principper. Det skaber, i følge vores erfaringer, et bedre grundlag for at møde vores klienter i øjenhøjde og imødekomme deres behov og dermed også muligheden for at imødekomme så mange forskellige mennesker som muligt. Det giver også psykoterapeuten mulighed for at praktisere med stor fleksibilitet og kreativitet og skabe bæredygtig udvikling, der giver værktøj for livet og ikke blot afhjælper den aktuelle problemstilling (Forman 2022; Wilber 2000).

ID’s unikke pentagrale vision

Med udgangspunkt i den integrale meta-ramme har Ole Vadum Dahl skabt en unik ramme omkring ID-uddannelserne og den ID-terapeutiske tilgang.
Hvor den oprindelige integrale teori arbejder med 1., 2. og 3. persons-perspektivet, har vi i vores ID-udgave videreudviklet perspektiv-aspektet og arbejder her med fem forskellige dimensioner, som samtidig er fem forskellige perspektiver i et større helhedsperspektiv. Da vi arbejder med fem dimensioner af helhed, har vores særlige fem-dimensionelle integrale tilgang fået navnet “pentagral”, der altså betyder “fem-dimensionelt holistisk”.

Du kan dykke ned i nogle af aspekterne og grundmodellerne i den særlige ID-pentagrale tilgang herunder og samtidig blive klogere på, hvordan ID-tilgangen lever op til de integrale kriterier:

De fem udviklingsveje (og ID’s forandringsprincipper)

Ud fra en integral forståelse af udvikling har Ole Vadum Dahl over flere årtier lavet komparative analyser af ellers tilsyneladende forskellige terapiformer og metodikker. Det har resulteret i formuleringen af fem udviklingsveje og femten tilhørende forandringsprincipper, der i varierende grad optræder i de fleste terapeutiske traditioner bag ellers forskellige kliniske tilgange. I vores integrale/pentagrale tilgang vælger vi at inkludere samtlige forandringsprincipper og har udviklet en samlet ID-ramme omkring arbejdet med dem. De fem udviklingsveje kalder vi i ID-sammenhæng for “De fem op’er”. Du kan se en oversigt over op’erne og de tilhørende forandringsprincipper herunder:

At vokse op
Kompetenceudvikling
Ansvarliggørelse
Selvrefleksion

At åbne op
Reorientering
Udvidelse
Inklusion

At rydde op
Energibalancering
Mønsterafbrydelse
Integration

At vågne op
Bevidstgørelse
Disidentifikation
Transformation

At lyse op
Implementering
Videregivelse
Transmission

ID pentagonen

Det pentagrale helhedsperspektiv indenfor ID-terapi består af krop, sind, sjæl, kultur og natur. I vores bestræbelser på, at forholde os til det hele menneske i sin sammenhæng med verden arbejder vi med andre ord med både det kropslige, det psykiske, det eksistentielle, det sociale og det naturlige fysiske perspektiv på livet. Vi illustrer den pentagrale forståelse i en visuel model, som vi kalder for ID-pentagonen.

Dimensioner:

De fem farvede trekanter i pentagonen repræsenterer hver især:

  • Kroppen: Dvs. den fysiske krop med dens sanser, følelser og behov.
  • Sindet: Dvs. tanker, forestillinger, erindringer og vores tilbøjelighed til at identificere os med både indre og ydre fænomener.
  • Sjælen: Dvs. væren, eksistens og bevidsthed.
  • Kulturen: Dvs. vores sociale liv, relationer og samfund.
  • Naturen: Dvs. vores fysiske omgivelser, adfærd og de naturlige evolutionære aspekter af livet.

Den fem-takkede stjerne, der opstår i midten, symboliserer mennesket med to arme, to ben, hoved og også de fem primære sanser. I centrum af stjernen har vi en omvendt pentagon, der her står for ånd, for hjertet og for essensen af, hvad og hvem vi på det dybeste plan er som mennesker.

Perspektiver:

De fem dimensioner repræsenterer som nævnt også fem forskellige perspektiver

  • Kroppen: Kroppen repræsenterer også det præ-subjektive, 0. persons-perspektiv.
  • Sindet: Sindet repræsenterer også det subjektive, 1. persons-perspektiv.
  • Kulturen: Kulturen repræsenterer også det interpersonlige, 2. persons-perspektiv
  • Naturen: repræsenterer også det objektive, 3. persons-perspektiv.
  • Sjælen: Repræsenterer også det meta-subjektive, 4. persons-perspektiv.

 

Domæner:

Der hvor de farvede trekanter, dvs. dimensionerne, overlapper opstår også fem domæner, der bliver endnu en vej til at forstå mennesket helhedsorienteret:

  • 0. domæne – Nutiden – Overlap mellem krop/natur dvs.: biologi, genetiske disposition, hormoner, neurologi, aktuel psykofysisk tilstand osv.
  • 1. domæne – Fremtiden – Overlap mellem sind/sjæl, dvs.: potentialer, kreativitet, scenarier, mål, intention osv.
  • 2. domæne – Fælles fremtid – Overlap mellem sjæl/kultur dvs.: kommunikation, samvær, støtte, intimitet, opbakning, klient/terapeut forhold osv.
  • 3. domæne – Fortiden – Overlap mellem sind/krop dvs.: emotioner, selvfølelse, identitet, erfaringer, traumer osv.
  • 4. domæne – Fælles fortid – Overlap mellem natur/kultur dvs.: fysiske rammer, vilkår, kollektive erfaringer, arketyper, etiske rammer osv.

ID Pentagonen er et gennemgående værktøj, der både hjælper os til at danne overblik over forskellige teorier, metoder og tilgange, men som også kan bruges konkret som et terapeutisk redskab og til supervision, selvsupervision og selvudvikling.

ID træet

Udover at vi indenfor ID-terapi anvender ID-pentagonen med dimensioner og domæner som en gennemgående model for at forstå psykoterapi, trivsel og udvikling på en helhedsorienteret måde, har vi også et andet billede, vi anvender for at illustrere helhed og sammenhæng og som samtidig beskriver vores tilgang til udviklingspsykologi og vores psykologiske rødder. Vi kalder det for ID-træet eller livets træ. Her arbejder vi med både grene, stammen, årringe og rødder som forskellige aspekter af det integrale.

Årringene i Livets Træ (Udviklingsstadier)

Hvis vi bruger et træ som metaforisk billede på integral eller helhedsorienteret udvikling, vil årringene i træets stamme og grene være en fin metafor for netop udviklingsstadier. Årringene er samtidig et billede på den måde, vi forstår udvikling på indenfor ID Psykoterapi. Hvor mere konventionelle terapiformer primært arbejder med horisontal udvikling dvs. at gøre os mere velfungerende på vores nuværende udviklingsniveau, tilstræber en integral tilgang til psykoterapi samtidig en vertikal udvikling. Dvs. at vi i terapien arbejder på, at bryde identifikationen med det aktuelle udviklingsniveau indenfor et givent udviklingsområde og efterfølgende at rumme og integrere det fra et nyt niveau. Ligesom årringene i et træ, vil den nye udviklingsring metaforisk ligge sig udenom de andre. Fremfor at forstå udvikling som lineær, forstår vi mennesket som rummende alle de tidligere “årringe” og med potentialet til at transcendere dem. For at kunne inkludere det stadie man tidligere var på, må subjektet blive større og mere nuanceret og det bliver dermed udvikling i retning af mere empati, accept, integritet og modenhed.

I vesten har utallige udviklingspsykologer siden Freud beskrevet menneskets udvikling fra tidlig barndom til voksenlivet fra forskellige vinkler, mens østens kontemplative traditioner har haft mere fokus på stadierne i en transpersonlig udviklingsproces . Årringene bliver i ID Psykoterapi også et samlende billede, hvor vi sætter en lang række forskellige udviklingsteoretiske pionerer ind i samme model og dermed kan arbejde dynamisk og helhedorienteret med dem (Forman 2022; Freud 2011; Wilber 2000).

Grenene på Livets Træ (Udviklingsområder)

ID-træet har fem hovedgrene, der er et billede på fem overordnede udviklingsområder, som også svarer til ID Pentagonens fem dimensioner.

Dvs. at vi kan udvikle os:

  • Motorisk, følelsesmæssigt og behovsmæssigt: Kroppens gren
  • Kognitivt, mentalt og ift. vores evne til selvrefleksion og selvregulering: Sindets gren
  • Eksistentielt, bevidsthedsmæssigt og i forhold til centrering og nærvær: Sjælens gren
  • Socialt, moralsk og i forhold til vores medfølelse og empati: Kulturens gren
  • Adfærdsmæssigt, neurologisk og ift. at leve sundt og balanceret i samspil med natur, miljø og fysiske omgivelser: Naturens gren

Grenene på et træ udvikler sig ikke nødvendigvis lige hurtigt, og nogle af dem kan måske endda være hæmmet i deres vækst. Det bruger vi indenfor ID-teori som analogi på, at vi heller ikke nødvendigvis udvikler os symmetrisk, dvs. lige meget på forskellige livsområder. Udvikling er altså ikke bare udvikling. Vi udvikler os alle gennem livet på en række forskellige områder, som regel i et forskelligt tempo. En ID Psykoterapeut skal kunne møde mennesker lige netop hvor de er og støtte dem til integration af så mange forskellige former livsområder, at de får oplevelsen af helhed og balance (Forman 2022; Wilber 2000).

Rødderne på Livets Træ (De psykologiske rødder)

Hver gren på ID-træet har også en tilsvarende rod, der repræsenterer de forskellige psykologiske hovedtraditioner, som vi i ID-terapi trækker på. Da vi som integral terapiretning både tænker i stadier og udviklingsområder, inkluderer vi pionerer indenfor de forskellige traditioner, som også har defineret udviklingspsykologiske teorier indenfor deres særlige fokusområder, og som dermed går igen i både rødderne og årringene.

Rødderne på ID-træet:

  • Den psykofysiske tradition – Kroppens rod: Bl.a. Sigmund Freud, Wilhelm Reich og Alexander Lowen (Freud 2011; Lowen 2002; Reich 1990).
  • Den kognitive tradition – Sindets rod: Bl.a. Jean Piaget og Robert Kegan (Kegan 1982, 1994; Piaget 1992).
  • De eksistentielle, humanistiske og transpersonlige traditioner – Sjælens rod: Bl.a. Abraham Maslow, James W. Fowler og Carl Gustav Jung (Fowler 1981; Jung 2022; Maslow 1954).
  • De socialpsykologiske og interpersonlige traditioner – Kulturens og relationernes rod: Bl.a. Daniel Stern, Lawrence Kohlberg og Erik Erikson. (Erikson 1997a, 1997b; Kohlberg 1981, 1984; Stern 2000, 2004).
  • De adfærdsmæssige og neuropsykologiske traditioner – Naturens og adfærdens rod: Bl.a. John Bowlby, Donald Winnicott og Daniel Stern. (Bowlby 1994, 1996; Stern 2000, 2004; Winnicott 1990, 1996).

Herudover arbejder vi på uddannelsen også med en lang række andre teoretikere og med mere aktuelle nyudviklinger indenfor psykoterapi og bevidsthedsforskning, der løbende bliver introduceret på uddannelsen bl.a. Susan Hart, William Torbert, Irvin D. Yalom, Jenny Wade, Paul Gilbert m.fl. (Gilbert 2010, 2018; Hart 2016a, 2016b, 2016c; Torbert & Cook-Greuter 2004; Wade 1996; Yalom 2006, 2009).

Stammen på Livets Træ (Bevidsthed og den transpersonlige tradition)

Stammen på et træ repræsenterer der, hvor træet endnu ikke har forgrenet sig. På den måde er det også et billede på den mere udifferentierede, formløse livskraft og bevidsthed. Det er samme bevidsthed, der som hvidt lys i et kaleidoskop bliver til regnbuefarverne, fra stammen forgrener sig ud i specifikke livsområder og udviklingsområder i grenene. Stammen står fast i kraft af alle rødderne og repræsenterer på den måde også en helhed. Den transpersonlige psykologi handler om det, der ligger udover vores almindelige jeg eller personlighed og dermed er begreber som “helhed” og “enhed” vigtige aspekter af den transpersonlige psykologi. Stammen bliver på den måde et symbol på den transpersonlige psykologi og arbejdet med den i ID Psykoterapi.
Mens årringene i grenene beskriver hhv. den kognitive, eksistentielle, adfærdsmæssige, sociale udvikling osv. beskriver årringene i stammen den rene bevidsthedsmæssige udvikling. Stammen på ID-træet, bevidsthedsudviklingen, er altså et bærende element i ID uddannelserne. Vi trækker her især på teoretikere som Jenny Wade og Susan Cook-Greuter, der hver især har forsket i jeg’ets udvikling frem til transcendente og enhedsbevidste stadier, samt Assagioli, der beskæftiger sig med menneskets personlige og transpersonlige udvikling gennem øget selvindsigt og integration (Assigioli 2009; Cook-Greuter 1999; Forman 2022; Wade 1996; Wilber 2000).

Frugterne på Livets Træ (Værenstilstande)

Jo flere stadier vi har mødt, gennemgået og transcenderet i stammen, jo mere begynder det bevidsthedsmæssige arbejde at kaste frugter af sig.

Integral psykologi og psykoterapi anerkender, inkluderer og integrerer også såkaldte transpersonlige bevidsthedstilstande i terapi og selvudvikling, og gør det vel at mærke med reference til flere årtiers international bevidsthedsforskning.

I ID Psykoterapi arbejder vi også med denne type værenstilstande med henvisning til bl.a. Susan Cook-Greuter og Jenny Wade, men også Stanislav Grofs indgående forskning i alternative bevidsthedstilstande (Cook-Greuter 1999; Forman 2022; Grof 2015, 2016; Wade 1996; Wilber 2000).

Bemærk iøvrigt at frugter altid udspringer af grenene og at forskellige værenstilstande dermed også vil have forskellige udtryk eller have forskellige værenskvaliteter for hver af grenenes livsområder.

Forskellige sorter af Livets Træ (Typer)

Utallige typologier har igennem tiden sat ord på vores forskellighed som mennesker og forsøgt at give os redskaber til bedre at forstå og acceptere både os selv og hinanden. Forskellige typer og gemytter kan give store variationer i vores adfærd og resultere i meget forskellige måder at opfatte de samme situationer på. Også når det kommer til udvikling og terapi, spiller forskellige typer en afgørende rolle ift. hvordan udviklingen forløber. ID Psykoterapi tager ligesom andre skoler indenfor integral psykologi og psykoterapi forskellige personlighedstyper med i betragtning for dels bedre at forstå menneskers forskelligartede terapi- og udviklingsforløb, g dels for at skabe mere rummelighed, integration og helhed for det enkelte menneske.

På ID uddannelserne arbejder vi bl.a. med Enneagramtyperne, især sådan som de er beskrevet af Don Riso og Ross Hudson, men har også udviklet vores egen typologi, der udspringer af fem modsætningspar i ID Pentagonen (Forman 2022; Riso & Hudson 2020).

De tre bevidsthedsmodi (Tilstande)

Udover at arbejde med værenstilstande som beskrevet i “frugterne på livets træ” arbejder vi også med en mere overordnet tilgang til bevidsthedens forskellige tilstande. Vi kender alle til forskellige bevidsthedstilstande i vores daglige liv. I løbet af et døgn bevæger vi os eksempelvis gennem tilstande af vågenhed, drøm og drømmeløs søvn, ligesom vi når at opleve et stort antal skiftende stemninger, følelser og andre sindstilstande. Indenfor ID Psykoterapi arbejder vi med tre overordnede måder, bevidstheden kan fungere på. Vi kalder dem for hhv. det “reaktive”, det “kreative”, og det “essentielle” bevidsthedsmodus. Afhængigt af hvilket bevidsthedsmodus vi fungerer ud fra i en given situation, vil vi interagere forskelligt i forhold til såvel os selv som vores omverden både følelsesmæssigt, kognitivt, eksistentielt og socialt. Det er også vores erfaring, at resultatet af et terapiforløb kan falde markant forskelligt ud, afhængigt af, om vi tager det reaktive, det kreative eller det essentielle modus med i betragtning i vores terapeutiske interventioner.

De tre bevidsthedsmodi i ID Psykoterapi:

  • Det reaktive modus – Enten-eller: Identifikation med bestemte forestillinger om os selv, som vi ubevidst reagerer både følelsesmæssigt og adfærdsmæssigt ud fra.
  • Det kreative modus – Både-og: Nuanceret selvopfattelse, hvor vi kreativt kan bruge mange forskellige sider af vores psyke ud fra vores bevidste livsværdier.
  • Det essentielle modus – Hverken-eller: Selvværen, centreret oplevelse af tilstedeværelse i nuet, eksistentiel oplevelse af intens og livfuld værenskerne (Siegel 2011).
Pris på ID Psykoterapeutuddannelsen
Kilder

Assagioli, R. (2009). Transpersonlig udvikling: En guide til selvets psykologi. Kentaur.

Bowlby, J. (1994). En sikker base: Tilknytningsteoriens kliniske anvendelser. Det Lille Forlag. (Originalværk udgivet 1988)

Bowlby, J. (1996). At knytte og bryde nære bånd: Tilknytning og tab, selvtillid og sorg (B. Nake, overs.). Det Lille Forlag. (Originalværk udgivet 1979)

Cook-Greuter, S. R. (1999). Postautonomous ego development: A study of its nature and measurement [Doktorafhandling, Harvard Graduate School of Education]. ProQuest Dissertations Publishing.

Erikson, E. H. (1997a). Barnet og samfundet (C. Nissen, overs.; 3. udg.). Hans Reitzels Forlag. (Originalværk udgivet 1950)

Erikson, E. H. (1997b). Identitet: Ungdom og kriser (B. Brun, overs.). Hans Reitzels Forlag. (Originalværk udgivet 1968)

Forman, M. D. (2022). En guide til integral psykoterapi: Terapi og spiritualitet i praksis (H. Steinicke, Overs.). Paludans Forlag. (Originalværk udgivet 2010)

Fowler, J. W. (1981). Stages of faith: The psychology of human development and the quest for meaning. Harper & Row.

Freud, S. (2011). A general introduction to psychoanalysis (G. S. Hall, overs.). Project Gutenberg. https://www.gutenberg.org/ebooks/38219 (Originalværk udgivet 1917)

Gilbert, P. (2010). Medfølelse og mindfulness: Fra selvkritik til selvværd. Klim.

Gilbert, P. (2018). Compassionfokuseret terapi. Dansk Psykologisk Forlag.

Grof, C., & Grof, S. (2016). Den stormfulde søgen efter sjælen: Fra personlig krise til spirituel udvikling. Forlaget I AM. (Originalværk udgivet 1990)

Grof, S. (2015). Fremtidens psykologi: Hvad vi kan lære af den moderne bevidsthedsforskning. I AM. (Originalværk udgivet 2000)

Hart, S. (2016a). Makro- og mikroregulering (Neuroaffektiv udviklingspsykologi, bind 1). Hans Reitzels Forlag.

Hart, S. (2016b). Fra tilknytning til mentalisering (Neuroaffektiv udviklingspsykologi, bind 2). Hans Reitzels Forlag.

Hart, S. (2016c). De neuroaffektive kompasser (Neuroaffektiv udviklingspsykologi, bind 3). Hans Reitzels Forlag.

Jung, C. G. (2022). Psykologiske typer (K. H. Christensen & J. Windeleff, overs.). Hans Reitzels Forlag. (Originalværk udgivet 1921)

Kegan, R. (1982). The evolving self: Problem and process in human development. Harvard University Press.

Kegan, R. (1994). In over our heads: The mental demands of modern life. Harvard University Press.

Kohlberg, L. (1981). The philosophy of moral development: Moral stages and the idea of justice (Essays on moral development, bind 1). Harper & Row.

Kohlberg, L. (1984). The psychology of moral development: The nature and validity of moral stages (Essays on moral development, bind 2). Harper & Row.

Lowen, A. (2002). Den guddommelige krop: Bioenergi, ynde, harmoni (L. Engel, overs.). Borgen. (Originalværk udgivet 1990)

Maslow, A. H. (1954). Motivation and personality. Harper & Row.

Piaget, J. (1992). Barnets psykiske udvikling. Hans Reitzels Forlag. (Originalværk udgivet 1964)

Reich, W. (1990). Character analysis (V. R. Carfagno, overs.; 3., udvidede udg.). Farrar, Straus and Giroux. (Originalværk udgivet 1933)

Riso, D. R., & Hudson, R. (2020). Enneagrammets visdom: Den fuldstændige guide til psykologisk og spirituel vækst for de ni personlighedstyper (F. R. Pedersen, overs.; 2. udg.). Indsigt Forlag. (Originalværk udgivet 1999)

Siegel, D. J. (2011). Mindsight: Se din indre verden og forandr dit liv. Gyldendal.

Stern, D. N. (2000). Spædbarnets interpersonelle verden: Et psykoanalytisk og udviklingspsykologisk perspektiv (3. udg.). Hans Reitzels Forlag. (Originalværk udgivet 1985)

Stern, D. N. (2004). Det nuværende øjeblik i psykoterapi og hverdagsliv. Hans Reitzels Forlag. (Originalværk udgivet 2004)

Torbert, W. R., & Cook-Greuter, S. R. (2004). Action inquiry: The secret of timely and transforming leadership. Berrett-Koehler.

Wade, J. (1996). Changes of mind: A holonomic theory of the evolution of consciousness. State University of New York Press.

Wilber, K. (2000). Integral psychology: Consciousness, spirit, psychology, therapy. Shambhala.

Winnicott, D. W. (1990). Leg og virkelighed. Hans Reitzels Forlag. (Originalværk udgivet 1971)

Winnicott, D. W. (1996). Familien og den individuelle udvikling. Hans Reitzels Forlag. (Originalværk udgivet 1965)

Yalom, I. D. (2006). Eksistentiel psykoterapi. Hans Reitzels Forlag. (Originalværk udgivet 1980)

Yalom, I. D. (2009). Terapiens essens: Åbent brev til en ny generation af terapeuter og patienter (O. Thornye, overs.; 2. udg.). Hans Reitzels Forlag. (Originalværk udgivet 2002)