Formål og Værdier

Formålet

Formålet med uddannelserne på Vadum Dahl Instituttet er at klæde de kommende kursister bedst muligt på fagligt, etisk og personligt til at kunne hjælpe mennesker med de mest almindeligt forekommende følelsesmæssige, sociale og eksistentielle problemer, samt at instruere, guide og vejlede mennesker – ikke alene i deres personlige udvikling – men også i at udfolde deres transpersonlige potentiale.

På Vadum Dahl Instituttets psykoterapeutuddannelse får du både den teoretisk indsigt og de praktiske metoder, der skal til for, at du kan praktisere som en kompetent, nærværende og empatisk psykoterapeut.

Vadum Dahl Instituttet tilbyder dig en integral psykoterapeut uddannelse, som i stedet for at være begrænset af en enkelt psykologisk-terapeutisk retnings teori og metode, giver dig de mest effektive redskaber fra flere forskellige retninger.

Det er altså vores målsætning at give dig en dybere psykologisk forståelse, end du ville opnå gennem en mere snæver retnings teori og en større værktøjskasse med flere konkrete metoder, end en enkelt retning normalt ville give dig.

 

Værdigrundlag

Integral betyder inklusiv eller komplet og er på den måde et andet ord for holistisk.

Så Vadum Dahl Instituttets uddannelser er med andre ord baseret på en helhedsorienteret vinkel på psykologi og psykoterapi.

For at hjælpe mennesker med at finde varige og helhedsorienterede løsninger, tilstræber den integrale psykologi og psykoterapi at se klienten og hans eller hendes liv og udvikling i et større og mere helt perspektiv.

Det indebærer bl.a., at vi både inkluderer: klientens Krop, sind, og ånd i det psykoterapeutiske arbejde og ser det i sammenhæng med hans eller hendes kultur og natur, dvs. de sociale, samfundsmæssige og miljømæssige aspekter af klientens liv.

 

Retning

Integral betyder “inklusiv” og er en særlig form for integrativ og holistisk retning, som kombinerer en mere traditionel videnskabeligt baseret psykologi og psykoterapi med mindfulness-meditation og en større transpersonel forståelse af terapi og udvikling.

Integral filosofi og psykologi inkluderer forskellige psykologiske og spirituelle teorier og psykoterapeutiske metoder i en sammenhængende forståelsesramme eller “meta-teori”.

Der er 5 overordnede aspekter af integral psykologi og psykoterapi, sådan som den amerikanske psykolog, filosof og integrale pioner Ken Wilber definerer integral psykologi:

1. Dimensioner og perspektiver
Hvis vi ser på vores liv som en helhed, vil vi bemærke, at der er nogle genkendelige dimensioner af tilværelsen, som vi hele tiden balancerer imellem uden nødvendigvis at være bevidste om det.

Der er eksempelvis et “Jeg”, et “Vi”, et “den” og et “dem” i ethvert menneskes liv, ligesom vi hver især lever i en kropslig, psykisk, åndelig, social/samfundsmæssig og miljømæssig dimension af tilværelsen.

“Jeg” eller 1. persons perspektivet repræsenterer et menneskes indre subjektive oplevelse af virkeligheden, dvs. individuelle tanker, følelser, behov og identitet.

Det er altså den bevidsthedsmæssige dimension af et menneske.

“Vi” eller 2. persons perspektivet repræsenterer et menneskes subjektive oplevelse af fællesskab, samhørighed og identifikation med andre mennesker.

Det er den kulturelle og moralsk dimension af livet.

“Den” eller 3. persons perspektivet repræsenterer det ydre objektive aspekt af et menneske, dvs. kroppen, hjernen og den individuelle adfærd.

Det er altså det observerbare fysiske aspekt af et menneske.

“Dem” eller det kollektive aspekt af 3. persons perspektivet repræsenterer det ydre observerbare samspil mellem flere mennesker.

Det er med andre ord den ydre sociale og systemiske dimension af tilværelsen.

Integral psykologi og psykoterapi tager alle fire perspektiver i betragtning og forsøger at skabe balance mellem dem for at opnå helhedsløsninger.

2. Udviklingsområder
Vi udvikler os alle gennem livet på en række forskellige områder.

Vi kan eksempelvis udvikle os mentalt, følelsesmæssigt, motorisk, moralsk, spirituelt osv. Men de færreste af os er lige udviklede på alle områder.

Det behøver vi heller ikke at være, men et lavt udviklingsniveau på nogle områder og et højt på andre kan i visse tilfælde give store problemer både for os selv og for vores omgivelser.

F.eks har kombinationen af en højt udviklet mental kapacitet og en lav moral bidraget til negative statestikker for kriminalitet og skabt mange katastrofer for menneskeheden gennem tiden.

Integral udvikling er inklusiv og satser på, at vi vokser på så mange områder som muligt for at give os en oplevelse af helhed, balance og integritet i såvel livets indre subjektive som dets ydre sociale dimension.

3. Udviklingsstadier
Både psykologisk og transpersonlig udvikling foregår i genkendelige stadier og niveauer.

I vesten har utallige udviklingspsykologer beskrevet menneskets udvikling fra tidlig barndom til voksenlivet fra forskellige vinkler, mens man i østens spirituelle traditioner har beskrevet trinene i en transpersonlig udviklingsproces med stor præcision.

I den vestlige psykologi har Jean Piaget eksempelvis beskrevet 4 stadier i et barns kognitive udvikling, Laurance Kohlberg har kortlagt 6 niveauer af moralsk udvikling, Clair Graves 8 stadier i udviklingen af livsanskuelser og værdier, Ken Wilber 9 stadier i selvets udvikling, og de fleste af os kender Abraham Maslows behovspyramide, bare for at nævne nogle få udviklingsmodeller.

Integral psykologi forsøger at hjælpe os med at gennemgå en sund udvikling, hvor vi trin for trin transcenderer, dvs. bryder identifikationen med vores aktuelle udviklingsniveau indenfor et givet udviklingsområde og efterfølgende rummer og integrerer det fra et nyt og højere niveau.

I modsætning til de fleste mere konventionelle terapiformer, som primært arbejder med horisontal udvikling, dvs. med at gøre os mere velfungerende på det udviklingsniveau, vi nu en gang befinder os på, tilstræber integral psykologi og psykoterapi også en vertikal udvikling, dvs. at bevæge os i retningen af højere grader af empati, integritet og åndelig klarhed.

Så spirituel udvikling – forstået som bevidsthedsudvikling – er også en integreret del af den integrale praksis.

4. Tilstande
Vi kender alle til forskellige bevidsthedstilstande fra vores daglige liv. I løbet af et døgn bevæger vi os eksempelvis gennem tilstande af vågenhed, drøm og drømmeløs søvn. Og de fleste af os når at opleve et stort antal skiftende stemninger, følelser og andre sindstilstande i løbet af en dag.

Nogle tilstande er behagelige og afstedkommer positive handlinger, mens andre er mere negative og får os til at reagere uhensigtsmæssigt eller decideret destruktivt. Problemet er ikke de skiftende sindstilstande i sig selv men snarere vores tilbøjelighed til at blive identificerede med dem.

I stedet for eksempelvis at rumme vores følelser og dermed være i stand til at forholde os konstruktivt til dem, bliver vi så identificerede med diverse følelsestilstande, at vi så at sige bliver taget af dem og kørt rundt i manegen af vores egne reaktioner.

Integral psykologi og psykoterapi forsøger at hjælpe os med at bryde identifikationen med vores emotionelle tilstande, så vi kan blive større end følelserne og “have” følelser i stedet for at “være” dem.

Hertil kommer, at den integrale praksis også anerkender, inkluderer og integrerer spirituelle bevidsthedstilstande i terapi og selvudvikling, og vel at mærke gør det med reference til flere årtiers international bevidsthedsforskning.

5. Typer
Utallige typologier som MBTI, enneagrammet m.fl. har gennem tiden sat ord på vores forskellighed som mennesker og forsøgt at give os redskaber til bedre at forstå og acceptere både os selv og hinanden.

Mon ikke de fleste af os har lagt mærke til, hvor forskelligt vi kan opleve os selv og livet, afhængigt af, hvilke personlighedstyper vi er. Ja bare det at vi er hhv. mænd og kvinder kan medføre store variationer i vores adfærd og til tider resultere i endog meget forskellige måder at opfatte de selvsamme situationer på.

Også når det kommer til udvikling og terapi, spiller forskellige typer en afgørende rolle i forhold til, hvordan udviklingen forløber.

Den amerikanske psykolog Carol Gilligan har eksempelvis påvist, hvordan kvinders moralske vurderinger og udvikling ofte er baseret på nogle andre værdikriterier end mænds, selv om mænd og kvinder går gennem de samme grundlæggende moralske udviklingsstadier.

Integral psykologi og psykoterapi tager forskellige personlighedstyper med i betragtning for dels bedre at forstå menneskers forskelligartede terapi- og udviklingsforløb, og dels for at skabe mere rummelighed, integration og helhed for det enkelte menneske.