Vi er glade for at kunne fortælle at vi pr. 1. september har budt en ny institutleder velkommen på Vadum Dahl Instituttet.
Ayoe Vadum Prehn er oprindeligt uddannet arkæolog med speciale i folketro, fænomenologi og sanser, men har sideløbende med sin kandidatuddannelse også taget ID Psykoterapeutuddannelsen.
Ayoe er dog langt fra fremmed for instituttet. På det allerførste hold på ID kravlede hun rundt i midten af rundkredsen, for som mellemnavnet antyder er hun nemlig datter af grundlægger af ID-uddannelserne, Ole Vadum Dahl.
Ole skriver selv:
“De sidste par år har Ayoe været ansat på Vadum Dahl Instituttet som både intern og ekstern kommunikationsansvarlig, hun har redigeret samtlige af de nye undervisningsmaterialer, lagt en ny linje både grafisk og sprogligt på de sociale medier, og så har hun gennem sine essays og artikler omkring ID-terapi, ID-Coaching og vores kernefortælling demonstreret, at hun ikke alene forstår vores visioner, teori og metode, men faktisk også i meget høj grad har integreret det og gjort det til sit eget.
Ayoe er også gledet naturligt ind i både instituttets administration og ledelse, hvor hun fortløbende har demonstreret, at hendes evner som leder er bedre, end mine nogensinde har været. Det må jeg jo bare indrømme – selv om det kan være en smule udfordrende for mit – efter nogens mening – pænt store ego.”
Ayoe kender med andre ord instituttet indefra som uddannelsessted, arbejdsplads og institution, men ID er også en integreret del af, hvem hun er.
Med hende ved roret får ID og Vadum Dahl Instituttet en institutleder, der både kender rødderne og har sit eget blik på, hvor vi skal hen.
Vi glæder os til dette nye kapitel og håber at I vil byde Ayoe varmt velkommen i den nye rolle 🤍